torsdag den 13. januar 2011

LØV - en ny opdagelse

Et kort visit i byen i eftermiddag - efter ret kedelige praktiske ting - bød på en ny opdagelse.. Da jeg gik forbi vores vin/kaffe/the butik var der nogle skønne dåser i vinduet.. Så jeg stod længe og lurede på dem i regnvejret.. Det var the fra mærket Løv Organic (som åbenbart er Kusmi's økologiske lillesøster) Jeg elsker the og dåserne er skønne! Jeg er ikke faldet over det tidligere, men forelskede mig i den lille fugl.


Så på hjemvejen kom en lille dåse med hjem. Det er lidt svært at købe the, man ikke kender - men jeg gik efter en smag, der lød som mig og efter en dåse, der ville gøre sig i køkkenet.
Jeg endte med denne LØV IS ZEN og den er allerede prøvesmagt og godkendt.


Er der nogen der kender mærket/theen? Og måske kan anbefale nogen af dem..

Nyd aftenen - her står den på LØV og hækleri med fødderne oppe.. Karoline er puttet og vi krydser fingre for friskhed i morgen..

Lys..!!

Kunne man bede om noget ordentligt lys..??
En ting er, at januars travlhed efterlader mange dage, hvor jeg først er hjemme efter mørket har overtaget. Men at det grå vejr som hærger herude for tiden, gør det rimelig umuligt at tage rigtigt lækre billeder uanset tidspunkt er da næsten endnu mere trist.
I dag er jeg hjemme med en flad og klattet datter, så måske chancen er der for nogle billeder uden elektrisk lys.. Der er nemlig både kommet lidt på væggene, sket nyt i køkkenet og så har jeg været i gang med hæklenålen. Og måske er chancen der også for at nå lidt omkring i blogland - det har jeg manglet i den sidste tids skoletravlhed..

I går havde min dejlige mand fødselsdag - vi var godt nok først hjemme kl.18, men så stod fruen da "bare" tidligt op (en bedrift at skulle op før kl.6, når man i den grad er b-menneske), smækkede boller i ovnen og sørgede for lækkert morgenbord. Og så hyggede vi med lagkage og sofaslængeri i aftes. Fruen gik kold allerede lidt over ni - men så fik han da fri råderet over fjernbetjeningenog kunne få set lidt fodbold..:)

Er der det mindste lys til billeder hos jer..? Eller overgiver I jer til elektriske...

Billedet er lånt her

Ha' en dejlig grå dag - jeg vil tilbage til sofaforplejningen af det sløve barn.

fredag den 7. januar 2011

Kan man få tasker nok...

Denne jul gjorde min dejlige familie i hvert fald et ihærdigt forsøg..
Det blev både til en skuldertaske, en weekendtaske og ikke mindst min allerede højtelskede skoletaske.
I sidste øjeblik ændrede jeg mening - og valgte den i kernelæder. Så siden tirsdag har jeg kunnet føre mig frem på de lange skolegange med mit nye accesorie. Den er endnu lækrere at eje, end jeg troede..  Masser af plads og overblik. Nu skal den bare bruges og slides lidt, så den kan få noget lækkert patina.
Ekspedienten anbefalede en masse cykelture med tasken i regnvejr.. Jubii - min "yndlingsbeskæftigelse"..;)


Min julegave fra Karoline var denne skønne (weekend)taske. Den kommer jeg til at bo i.. Skøn rummelig og med masser af gode rum. Den har også allerede været på nytårsweekend og er godkendt - måske den bare skal "pimpes" med et par farverige vedhæng.


Til sidst den nyeste i flokken - en byttet julegave endte ud i denne sag i lækkert slidt kernelæder. En skøn skuldertaske i den perfekte størrelse. Den er så utroligt blød!


Og så er jeg vist også udstyret til næsten enhver lejlighed...
Til sidst - tusind tak for de mange søde kommentarer til Karolines værelse! Jeg har svaret i indlægget - også på de spørgsmål I havde..
Dejlig fredag til jer..

Edit: Bonusinfo..;)
Skoletasken er fra Ruitertassen og købt i den lokale Helm. Se evt. her.
Weekendtasken er fra Friis & Co. (har lokket ud af manden, at den også er købt i den lokale Helm)
Skuldertasken er faktisk fra Pieces - den findes også næsten magen til i en 'ikke ægte læder' udgave - de var også fine.

onsdag den 5. januar 2011

Smugkig: Karolines værelse

Vi er ved at være godt på vej derinde..


Min sygdom før jul ødelagde mulighederne for at blive helt færdige til jul - men de par dage, vi var hjemme i ferien, fik vi ordnet lidt flere ting.. Krudtuglen selv nyder det "nye" værelse i høj grad - især køkkenet og det lille bord ved sengen er et stort hit. Dukkehjørnet nyder hun også - men jeg mangler liiiige at få det til at fungere optimalt.. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på - men jeg leder videre;)
Der mangler stadig al pynten på væggene, hendes Ball-natlampe som er i gang med gul maling, den hvide stol som skal shines og dekoreres, et gardin til at skjule det grå mørklægningsgardin, sættekassen som endnu ikke har fundet sin plads og så alle de småting som endnu kun er på idéstadiet endnu..
Mest af alt mangler vi idéer til, hvordan væggene ikke fremstår så hvide og bare - fordi der ikke er høje møbler - men tankerne går på tapetbilleder, tapettræ og lignende - men det må heller ikke blive alt for overvældende..
Men nu kunne jeg ikke vente med at vise lidt frem derindefra - så må jeg opdatere, når vi er tættere på det mål, der ikke er defineret endnu..;)

Men her får I en lille tour i det bette værelse... Der er dømt billedspam - jeg advarer på forhånd..

Legekøkkenet

Lækker Haba madkurv
Æggebægrene bliver flittigt brugt - til kopper, til morgenmad m.m.

Det smukke skab med indhold til bagning

Den gule farve her er vi ikke tilfredse med - så når tiden er der, får den en ny make-over..

Kaj og Andrea holder øje


Det store overblik
Den føromtalte seng og skønne julegave Hopimist birdies

Et hygge-/kreahjørne - stolen skal pimpes og bordet er egentlig en nødløsning fra min mormor-arv

Skønne træperler fra Tiger - klar til leg.. De andre skuffer indholder smykker, farvekridt og lign.

Det er lækkert at have arbejdet på noget - og så guldklumpen er glad for det (manglende detaljer eller ej)..

tirsdag den 4. januar 2011

På en jubilæumsdag som denne.....

I dag er det 1år siden jeg skrev mit første indlæg her på min blog. Jeg havde fulgt en række blogs før det - men havde ikke haft overskuddet/modet til at hoppe ud i det..
Men hvor er jeg glad for, jeg gjorde det! En hel verden af netværk, idéer og inspiration, jeg slet ikke vidste fandtes.. Jeg er blevet hooked og nyder at følge med og at vise jer ting fra mit spirende krea-gen.. For mig er det vildt, at der allerede er gået et år og på den anden side at det at blogge så hurtigt er kommet under huden på mig.
Tusind tak til alle jer, der følger, kommenterer og giver mig indspark. Jeg bliver glad over hvert ord og elsker at følge med hos jer. Skønt at blive motiveret og finde vidt forskellig inspiration rundt omkring.

mandag den 3. januar 2011

En lille smule "handikappet"...

Altså mig.. For min computer er stået af.. Ikke sådan 100% endnu - og gudskelov for det, for ALLE vores billeder ligger der.. (ja ja far - jeg skal nok snart få købt en ny ekstern harddisc;) For ikke at nævne en del arbejdsting, billedbehandlingsprogrammer, tyskordbog osv.... Men den er ikke til at bruge og jeg er derfor nødsaget til at bruge gemalens lille maskine - når han vel og mærke er færdig. Og det er jo ikke helt det samme som at føle sig hjemme på egen computer..
Og det er jo ikke lige sådan en computerudgift man har brug for i januar vel?
Jeg må se, hvor længe jeg kan undvære - og håbe denne lille minicom har plads nok til de billeder, der skal tages i morgen.. Jeg har nemlig noget at vise...
Fortsat god mandag - min dejlige mandag skal jeg nok forsøge at dele i morgen..;)


Intet indlæg uden billede så I får det eneste billede, der ligger på min bruger på mandens computer.. Et nytårsaftenhygge billede af mig og krudtuglen..

lørdag den 1. januar 2011

Favntag med 2011

Sådan en stille 1. januar kan godt virke lidt tam overnpå en masse socialt julehygge og nytårsfestivitas.. Men det er heldigvis ikke tilfældet i år for mig. Jeg sprang ind i det nye år sammen med manden - er vild med tilbageblikket på 2010, der bød på et helt fantastisk minde - vores bryllup i september - sammen med mange andre oplevelser gode som udfordrende..;)
Vi havde en dejlig aften i godt selskab og nyder nu en tiltrængt stille hjemme-weekend - bare os tre. Med middagslure og ren hygge. Og små forårsfornemmelser i hjemmet og luften - måske det har noget at gøre med at julepynten nu er pakket væk.
Men jeg har fakstisk også glædet mig til at vende blikket fremad mod det nye år. I går eftermiddag havde jeg en lille stille stund, hvor tankerne fik lov at fylde - og jeg har fået sat nogle mål om ting, jeg gerne vil i det nye år. Egentlig er jeg ikke meget til nytårsforsætter, men jeg kan godt lide udsigten til et nyt ubeskrevet år, hvor man har mulighed for at skrue på nogle af knapperne og måske tune lidt mere præcist ind på indholdet og oplevelserne i ens liv.
Målene er både helt store og bitte små ting, men et af de mest væsentlige punkter er overskud. Der er mange ting, der snupper overskuddet - dem jeg kan, ændrer jeg på. Men nogle overskudsrøvere står jo ikke lige sådan til at ændre med et knips. Derfor har jeg valgt i særdeleshed at fokusere på de ting, der giver mig overskud. Det lyder simpelt og er det måske også - håber jeg kan gøre det til en god vane og ikke mindst få sat gang i nogle af mine overskudsprojekter og -tiltag.
Måske handler det mest af alt om at blive herre (øhh dame?) over egen tid og huske at gøre de ting, der giver én glæde og som man af og til føler, der mangler.


Nå, inden det bliver alt for kringlet og småfilosofisk vil jeg ønske jer et rigtig godt nytår. Og sige tak for næsten 1års dejligt bekendtskab med en blogverden, der nok er en tidsrøver, men i den grad også giver mig overskud og glæde.