Viser opslag med etiketten pynt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pynt. Vis alle opslag

søndag den 4. december 2011

N...

Nyt...


Smukke julehjerter i valnød og plexiglas fra Maya Bille.

Jeg havde bemærket dem i et blad, men blev endnu mere forelsket, da Ida viste dem frem på sin blog. Så nu pynter de på mine lærkegrene herhjemme og de er endnu finere i virkeligheden. Virkelig lækkert håndværk!

De kaster flotte farver på væggen, når en sjælden solstråle rammer dem.



Nostalgi...


Klokkestreng med nostalgi på Karolines værelse.

Det er min farmor, der har broderet. Desværre lever hun ikke længere, men jeg var heldig at få klokkestrengen her foræret, inden hun døde. Da vi delte boet, fik jeg endnu én - så der er også en til Frida, når hun bliver større.
Min egen er med en anden julesang - og den er også oppe, som den plejer. Nogle ting hører bare til.

Julen herhjemme er et mix mellem gammelt og nyt, hjemmelavet og designer, hvidt og farvestrålende, traditionelt og anderledes. Man kan kalde det julestilforvirring eller måske med et andet lidt pændere ord: personligt. I hvert fald gør jeg med julepynten, som jeg også gør med den daglige indretning. Omgiver mig med ting, jeg kan lide og som har betydning for mig. Om det så er nostalgisk eller nyt.

onsdag den 30. november 2011

Glasklart

Jeg har været heldig at få fingre i disse fine ophæng, som er en del af Celebrate-serien fra Holmegaard.
Farverne er sarte og motiverne tilpas julede - de er lige mig. De er lidt større end meget af mit andet pynt og derfor tror jeg, de skal ha' plads i et vindue, hvor (forhåbentlig masser af) decembersolskin kan spille i dem.
Pt er vinduerne dog så møgbeskidte efter al blæsevejret at lyset knap kan trænge igennem. Så indtil videre hænger det fine pynt på min kubusstage sammen med lækre keramikhjerter fra denne bloggers dygtige hånd.




De er skabt af designerparret Alken&Bengtsson og jeg synes de får forenet det traditionelle med noget fint og nutidigt. Udover de viste findes der også en fugl og en rose. Æblet, stjernen og rosen er mine favoritter..;)