fredag den 11. januar 2013

Blødt

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg elsker grå - og at jeg har nået en alder, hvor bløde pakker er meget velkomne. Der var flere bløde sager på ønskesedlen - og heldigvis også under juletræet. Jeg har ikke rigtig fået vist nogle af vores mange julegaver frem - så nu får I lige nogle af de bløde.

Fra mine forældre fik jeg en længe ønsket poncho fra Sibin Linnebjerg. Den er strøget direkte ind på listen med yndlinsoutfits.Fra min søster og familie fik jeg den lækreste clutch/pung fra ByStroom. I grå natürlich.. Den er perfekt som stor pung eller clutch til lige det allermest nødvendige.
Der var også en overraskelsesgave fra min skønne kollega-veninde - en fantastisk hjemmegjort strikket sag, til de kølige dage. Stilmæssigt perfekt sammen med armbåndet, som jeg fik af min mand. I mine øjne holder læder og strik hele vejen.





Frida blev også begavet med blødt - hun fik den lækreste ulddragt. Den er så usandsynligt blød og lækker og hun er i morens øjne ret nuller i den..;) Derudover fik hun i december lidt mere nyt til garderoben - en vest fra min mors strikkepinde i den smukkeste sennepsgule farve og små lækre hjemmesko fra Bykier. Ret tøset og fint.





Dejlig weekend til jer - her skal mandens fødselsdag fejres.. Måske med endnu flere bløde pakker...;)



lørdag den 5. januar 2013

Lørdag formiddag...

...er gået med afslapning og computertid. Lækkert med mortid, når mindsten bobler og ældsten er på venindebesøg. Mads & Monopolet i radioen, yndlingsteen og lidt til den søde tand inden for rækkevidde. Det er da weekend på den rigtigt lækre måde.

Trænger andre til lidt til den let søde tand kan jeg varmt anbefale det her bananbrød efter Idas opskrift. Elsker når vi får overmodne bananer i frugtskålen - det er nemlig den optimale undskyldning for at bage det. Denne gang har jeg tilsat lidt hakket mørkt chokolade.




Computertiden har jeg brugt på at oprette en 'til salg' side her på bloggen. Der er kommet lidt forskellige sager på allerede - og i løbet af weekenden skulle der gerne komme meget mere - ikke mindst en masse stof. Vi har været i gang med det store (forårs?)oprydning herhjemme for at skabe mere rum og luft. Svært for en inkarneret samler..

God weekend til jer også.

onsdag den 2. januar 2013

Strut og babykys

Nytårsaften blev fejret i selskab med et hold gode venner og vores i alt fire dejlige unger. Uden store dikkedarer, meget på børnenes præmisser, med hygge, drinks, lækker mad og hygge.
Jeg fik hoppet ind i det nye år med champagneglasset i hånden og mit nytårskys fik jeg af min venindes søde lille babygut på 4 måneder. Manden fik sit lidt forsinket, da han var inde og genputte Frida, da klokken slog 12..:)

Når nu jeg ikke selv er den heldige ejer af et tylskørt, kom begge pigerne af sted i strut og tyl.

 Frække Frida 15 måneder gammel

Karoline laver grimasser - "SKAL jeg smile, mor??"..:)
 
Jeg håber I alle kom godt ind i det nye år. Indtil nu har 2013 budt på afslapning og hygge. Vi starter først på job i morgen, så i dag blev det til en familiegåtur, lidt bagning og hjemmebiograf. Jeg elsker elsker elsker ferie..:)