torsdag den 30. maj 2013

Fødselsdagsforkælet


Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker fødselsdage... Også min egen.
I tirsdags havde min lille familie sat en masse i værk for at gøre min dag god og fyldt med forkælelse. Selv lillefisen lavede næsten ikke andet end at råbe sin version af 'hurraaaaaa'.. Morgenvækning med sang og flag, tidlig hverdagsmorgen-hygge og gode gaver, som stod højt på ønskesedlen.



 

 

Dagen blev 'bare' nydt med de tre, der betyder allermest - det meste af festivitas'en havde vi nemlig gemt til i går, hvor min mor rundede et skarpt hjørne. Men en helt særlig kollegaveninde - og hendes tre kreative døtre - sørgede for, at gavebordet blev fyldt med hjemmelavede og særligt udvalgte personlige gaver. Og ham den dejlige, der holder mig ud hver dag, havde sørget for livretter og forkælelse en masse.

Portrætterne af pigerne er også nye - som en lille personlig fødselsdagsgave til min mor, har jeg taget billeder af de tre børnebørn. Vi lod dem bare lege - i badet, ude, i skoven og inde - og det kom der nogle ret uhøjtidelige og gode billeder ud af. Det her er bare to ud af ufatteligt mange..;)

fredag den 24. maj 2013

Maj måned og nye pigeværelser


Maj har altid været en klar favorit hos mig. Den der 'næsten-sommer' fornemmelse, lyse lange dage og masser af fødselsdage, der giver gode muligheder for at være sammen med skønne mennesker.
At den altid sluttes af med min egen fødselsdag er jo kun et ekstra plus.

I år er maj drønet af sted. Vi har fået en lille niece i det københavnske, har brugt helligdagene på at flytte rundt og skabe plads i vores lille hus, set gode venner og brugt en masse solskinstid i haven.

Vores flytten rundt var et resultat af et akut behov for at give pigerne hver deres værelse. Alting er slet ikke på plads endnu, men nok til at de kan bruges og nydes.



















Jeg nyder at indrette børneværelserne med lækre farver og rum til leg. Men jeg kommer ind i mellem til kort - især når det gælder opbevaring. Vi har købt flere af de fine Ikeahylder, så der er til begge værelser. Og så tror jeg, at et af mine næste syprojekter skal være opbevaringsposer ud fra Lisbeths gode DIY. Jeg synes, de er ret skønne og perfekte til at gemme alt det, der nemt kommer til at ligge og flyde.
Så mangler jeg bare at finde en god måde at få plads til diverse Sylvanians/Lego Friends/Playmobil huse, uden det bliver for rodet at se på.

God weekend til jer. Vi satser på solskin ik'?

fredag den 3. maj 2013

Opskrift på saltmandler - og mortanker

I denne uge har min store pige forladt sin vante tryghed på gul stue. I hendes børnehave rykker de store børn nemlig sammen på én stue 1.maj det år, de bliver 5 år. Det betyder en lidt anderledes og mere selvstændig hverdag med nye voksne og børn.
Heldigvis er de en god flok fra hendes stue, der følges, men det er alligevel et stort skridt for min skønne pige, som lige skal bruge lidt tid på at knytte sig til nye mennesker. Hun har glædet sig længe og det er nok mest os forældre, der har set det som en stor forandring.

Men vi var meget enige om, at hendes to dejlige pædagoger, som har været hendes tryghed i to et halvt år, skulle have en gave som tak for en god og tryg tid.
Karoline valgte en Dahlia til dem hver og så gik vi i køkkenet for at lave små lækkerier.








Inde hos Ann-Christine har jeg fundet en god opskrift på vanilje-sirup og derudover lavede vi også en stor portion af vores yndlingssaltmandler.
Vaniljesiruppen er rigtig lækker både på små tykke pandekager, i café latte og over min morgenmads-skyr. Opskriften på saltmandler har jeg fået af min veninde. Simple og hurtige at lave - og en klar favoritsnack i madpakken.

Saltmandler:
200-250 g. mandler
½ dl. vand
2 tsk. salt

Saltet opløses i vandet og mandlerne vendes i. De lægges på en bageplade med bagepapir og bages i ovnen ved 200 grader i ca. 10-12 minutter.

Et voila - easy peasy..:)

Nu er der dømt tiltrængt weekend - med loppetur, hygge med pigerne og en stor bunke rettearbejde på skrivebordet.
God weekend til dig også.