tirsdag den 25. september 2012

Stille hygge

Mange tak for jeres mange idéer til strikkeopskrifter i sidste indlæg.. Hvor er det dejligt med (ny) inspiration - listen med 'must haves' er allerede ret lang...;)


Lige nu ligger jeg syg med en rimelig vedholdende influenza - så jeg har god tid til at ligge stille og kigge strikkeopskrifter - og lave to do lister, finde på menuer til weekendens fejringer af vores snart 1-årige lille smuksak, sove og ikke mindst finde på projekter til mit torsdags sykursus.
Jeg vil rigtig gerne ha' syet mig en sweatshirt / sweatkjole i stil med denne fra Cos - men også snart kaste mig ud i at sy bluser/kjoler i jersey til pigerne. Jeg skal bare lige ha' fundet nogle gode mønstre.
Da jeg holdt sykursus i sommer, fik jeg dette stykke stof af Line - det skal da forvandles til en lille Frida-sag.


Ellers skaber jeg lidt varme - og hygge - med stearinlys. Vi har fået et Urbania lyshus i 2års bryllupsdags gave - virkelig smukt. Både med og uden lys i.Og så passer det lige ind i "under dynen, silende regn og kulde"-stemningen, som er dominerende pt.


Ha' en dejlig tirsdag.

torsdag den 20. september 2012

Dine bedste strikkeopskrifter..

Jeg er på jagt efter gode strikkeopskrifter på lækkerier til pigernes efterårs/vintergarderobe og smider mig derfor på mine fortravlede knæ og beder om jeres hjælp..;)

Hvilke strikkeopskrifter er blandt dine favoritter?

Det er især opskrifter på lækre veste og cardigans til Frida, jeg leder efter. Samt lækre trøjer til Karoline - pigede uden at være alt for tøsede. Cardigans er et stort hit, men derudover er jeg også på udkig efter en afløser til favoritten på billedet. Og ikke mindst vil jeg gerne ha' nogle veste af en art til hende - men er lidt i tvivl, hvordan de skal være uden at være for babyagtige til min 4½-årige.. Måske en af dem med elefanter/hjerter i en række ved halsen..

 Min skønne nullergøj for to år siden...

 Elsker strikken sammen med de gule røjsere...:)

Jeg har selv planer om en lille babyvest - men resten må jeg hellere få "folk" til.. Heldigvis er jeg omgivet af flere hammerdygtige og hjælpsomme strikkere..

Sidst men bestemt ikke mindst søger jeg en strikkeopskrift på en (lang) cardigan til mig selv. Allerhelst i bedste Sarah Lund islænder-stil - alternativt én med sømandsbobler eller andre fine mønstre - dog ikke for pyntede..

Jeg har selv fundet enkelte opskrifter, men er helt sikker på, der er andre end mig, som er meget mere inde i at finde de allerfedeste frem...;)

Godnat til blogland - og meget snart god weekend..

lørdag den 15. september 2012

Smuksakker i stuen

Vi har lavet om i stuen igen og leger lidt med indretningen endnu en gang.
Et gammelt køkkenskab har, efter halvandet års venten på loftet, fået maling og er kommet op i stuen. Det giver det helt rigtige til rummet - nu skal der bare fyldes lidt på hylderne.


Min gamle slidte kommode med pynt


Karoline maler massevis af billeder - mit gamle lange forklæde fra Ikea er perfekt til formålet.


Frida og mormor fjanter - billederne er taget f.b. (= før bid) derfor intet stort rødt mærke på kinden.


Tænk at vi snart skal holde 1års fødselsdag - det går da alt for stærkt

Lidt nyt gammelt - jeg er især vild med de to gule skønheder til højre.


Ellers suser ugerne af sted i et hæsblæsende tempo. Opstarten på det nye skoleår kræver altid mange kræfter, møder og planer. I år er bestemt ingen undtagelse - og når jeg så samtidig skal samle op på lp-møder fra sidste år og ikke mindst generere fra barselstempo til max hastighed, så tager det altså størstedelen af min energi. Resten bruger jeg på familien. På leg, hygge og hverdagstrummerum med pigerne og min stakkels mand, som er sat lidt i stå af en hjernerystelse.

God lørdag til jer.

fredag den 14. september 2012

Lille frøken modighed

Karoline har været så heldig at få en ny dukke. "Hvor er hun fin.... Men hun ligner jo ikke de andre Barbiedukker, mor?!" Men det er netop meningen.


Den smukke rødhårede dukke forestiller nemlig hovedpersonen i Disney-Pixars nye film "Modig". Merida, som hun hedder, er en lidt atypisk prinsesse og skiller sig ud ved at have egne meninger og mål. Jeg har set traileren og storglæder mig til at drage i biffen sammen med Karoline og opleve hele filmen. Det bliver lige så snart, der er luft i skemaet. Det er pt strammet lidt ekstra til, fordi manden har lagt sig med hjernerystelse.. Suk - det farlige fodbold!






Merida dukken er taget godt imod herhjemme - agerer af og til farmor for Barbierne :) og ellers har hun hovedrollen i Karolines lille fantasi-leg i sofaen - handlingen har jeg ikke helt fået med, men hun kan i hvert fald flyve...;)

Ha' en rigtig dejlig weekend..

onsdag den 5. september 2012

Når man lærer noget nyt...

...er det vigtigt at være ordentligt klædt på til opgaven.
Frida er på stadiet 'masser af griseri ved spisning', så godt lange, vandtætte og dækkende spisesmække er nødvendige. Den her fik jeg kørt gennem maskinen for et par uger siden. Formen er inspireret af de smækker, som Lis syer. Stoffet er i øjeblikket et af favoritterne fra hylden med retrostoffer.
Jeg har planer om at drøne en lille stak igennem, når tiden igen kommer til hygge med maskinen. Ret hurtige og meget praktiske..;)


Ha' en dejlig onsdag.

mandag den 3. september 2012

Yndlings..

Jeg har skønne toner fra favorittens spritnye album i ørerne og der er dømt stilletid med benene oppe.

Det er tiltrængt og gør godt. Imens overvejer jeg, hvordan det er gået til, at mit døgn pludselig i den grad er blevet alt for kort; at min symaskine er dækket med støv og at jeg er dømt til denne urimeligt lange timeout fra bloggen..
Arbejdslivet har ramt mig og øget mit tempo til maximal hastighed - det er godt at være i gang igen, men jeg jeg havde nok ikke drømt om, at det ville tage så hårdt på mig og i den grad sluge mit overskud. Min skønne lille familie i fokus og får lov at fylde fritiden, så det bliver ikke til meget kreativitet. 


Aftensnacken er store, søde hindbær fra haven - en af sensommerens mange yndlings
.
Og ps - hvis I endnu ikke har haft fornøjelsen af at lytte til "Where do you go to disappear", så kan det varmt anbefales - mmmh guf for øregangene..